Havas skruer op for Gadens Stemmer

“Oplev København fra bagsiden”. Sådan lød temaet for Havas’ kampagne for Gadens Stemmer – en social virksomhed, der udbyder guidede byvandringer anført af mennesker, der har oplevet samfundets og byens bagsider. I sommeren 2015 var Havas’ medarbejdere på en byvandring på Christianshavn, hvor guiden fortalte om livet som misbruger og hjemløs. Det var en oplevelse, der gjorde dybt indtryk på alle deltagere og banede vej for et spændende samarbejde mellem Gadens Stemmer og Havas.

Salget af billetter til guidede byvandringer er en vigtig indtægtskilde for Gadens Stemmer. Derfor tilbød Havas at stille kompetencer og ressourcer gratis til rådighed for at skabe større kendskab og interesse for Gadens Stemmer og dermed styrke salget af byvandringer. Outdoor medieselskabet Out of Home Media blev inddraget og tilbød tre ugers gratis eksponering på busbagsider og infotainmentskærme. Dermed var banen kridtet op til et Corporate Social Responsibility-projekt, som alle parter har haft udbytte af.

Forretningsudvikler My Ravn fra Gadens Stemmer udtaler:
”Vores CSR samarbejde med Havas og Out of Home Media har overgået alle forventninger. Vi er dybt imponerede af den indsats – og tør man sige sjæl – som blev lagt i arbejdet. Kampagnen blev ikke blot udformet på baggrund af møder, interviews og mails. Havas udførte et omfattende feltarbejde – og var på flere byvandringer med guider fra Gadens Stemmer for at få konkrete erfaringer med det produkt, der skulle markedsføres. Pludselig fik en lille socialøkonomisk virksomhed med kun én ordinært ansat og syv tilknyttede guider et 35 mand stort hold i ryggen. Kompetente og idérige mennesker drevet af en social ansvarlighed, som vi mener, at mange kan lære noget af. Det egentlige bidrag fra Havas var ikke en stor pose penge – men deres know how. Havas donerede dét, som de gør bedst: De skabte kendskab, interesse og handling.

Allerede i kampagnens første uge er effekten mærkbar. Der er betydelig større trafik på vores hjemmeside, og vi kan allerede se, at salget af guidede byvandringer er steget. Og synligheden i Københavns bybillede gør vores guider endnu mere stolte af deres arbejdsplads.”

 

Flere cases